Syriske sultestrejkende samarbejder med netværket Venligboerne

Syriske sultestrejkende samarbejder med netværket Venligboerne

Efter tre sultestrejker foran Udlændingestyrelsen i København er et samarbejde mellem de protesterende og netværket Venligboerne vokset frem.

Der har været protester foran Udlændingestyrelsen hen over sommeren 2015. I juni startede syriske Omar Marteni en sultestrejke alene for at gøre opmærksom på sin frustration over den lange ventetid for familiesammenføring med hans kone og deres to børn.

Omar Marteni fik efter ti dage familiesammenføring og endte sin protest. Efterfølgende startede en gruppe af syriske flygtninge en sultestrejke. De flyttede som Omar Marteni ind foran Udlændingestyrelsens lokaler på Østerbro i København.

Senest har en gruppe på ni personer boet og sultestrejket samme sted. Alle sagerne handler om ventetid og håndtering af deres ansøgninger om familiesammenføring. Det har skabt frustration og angst for mange, hvis familiemedlemmer befinder sig i Syrien.

Fadi, der er revisor fra den syriske by Homs, fortæller, at han venter på svar på ansøgning om at blive familiesammenført med sin kone, som stadigvæk bor i den krigshærgede by.

Fadi ønsker ikke at dele sit efternavn af frygt for, der skal ske hans kone noget.

– Vores problem er hos Udlændingestyrelsen, at de laver fejl. For eksempel har Udlændingestyrelsen spurgt mig om datoen for mit ægteskab, og det står ellers helt tydeligt i de papirer, jeg har afleveret, siger han til Modkraft.

Fadi og resten af gruppen har dagligt fået besøg af naboer, men gruppen har også oplevet mere organiseret støtte fra ‘Venligboerne’ i form af juridisk rådgivning, daglige besøg hos Udlændingestyrelsens medarbejdere samt ved arrangement af demonstrationer og møder.

Venligboerne er et nystartet og frivilligt netværk, der »betragter hver eneste flygtning som en kilde til inspiration.« Netværket er voksende over hele Danmark, og bruger sociale medier til skabe kontakt og rådgivning.

Én af de frivillige, som dagligt har været ved sultestrejken de seneste to uger, er den jurastuderende Asrin Mesbah Babamiri. Hun er dybt chokeret over myndighedernes håndtering af sager om familiesammenføring.

– Når folk skal søge om familiesammenføring, skal de udfylde et skema, som er meget kompleks at forstå, forklarer hun.

– Udlændingestyrelsen hjælper ikke, men henviser til kommunen, hvor sagsbehandlere kan hjælpe. Men problemet er, at sagsbehandlerne ikke er særligt gode til det, og i stort set alle sager er der sket fejl, siger hun.

Asrin Mesbah Babamiri har rådet gruppen af syrere til at stoppe deres sultestrejke, fordi hun vurderede en risiko for, at kommunen ville begynde at trække i deres kontanthjælp, da de under sultestrejken ikke deltog i den obligatoriske danskundervisning.

Sultestrejken endte i lørdag den 15. august med et stort sammenskudsgilde foran Udlændingestyrelsens lokaler.

Venligboerne fortsætter med at kigge i sagerne for eventuelle fejl og mangler, så processen for familiesammenføring hurtigst muligt kan gå igennem.

Modkraft

Kilde: Syriske sultestrejkende samarbejder med netværket Venligboerne