Måske var integration engang et mål, men i dag er det blot en undskyldning for ikke at ville acceptere at Danmark har udviklet sig til, at danskerne ikke længere er begrænset til ét eller to sprog, at dem der repræsenterer landet kan have en anden kulør, at din nabo kan have en anden tro eller at maden kan have en anden smag.
Folk som mig har taget de høje uddannelser, fået de fine titler, betalt de høje skatter, men alligevel bliver vi set som en flok andenrangsborgere, en flok perkere, snyltere, fundamentalister, ekstremister og ikke mindst som alt andet end danskere.
Under dække af assimilation sælger man ordet integration. Assimilation er netop at indordne sig andres værdier og kultur, hvorimod integration er at blive inkluderet og accepteret på lige fod på trods af forskelle. Når jøder, der har smidt kalotten, gemt maden og holdt sig under radaren, er blevet fremhævet som eksemplariske, så bakker det min pointe op. Jeg vil dog hellere have et samfund, hvor muslimer og jøder går side om side med kalotten og tørklædet på hovedet, fremfor et sekulært samfund, der sælger sine varer med ord som ‘neutralitet’ og ‘integration’, når der menes assimilation, og som reducerer danske værdier til et spørgsmål om tørklæde og håndtryk.
Hvad angår det religiøse aspekt, så lyder argumenterne, at religiøs påklædning eller den daglige bøn på arbejdspladserne kan være konfliktskabende. For at se om der er belæg for dette argument har Hans Lassen, som har skrevet en ph.d.-afhandling om integration i Danmark, kigget på tallene fra CEM, der over en årrække har spurgt 1.000 forskellige private og offentlige virksomheder om de har haft problemer med nydanske medarbejdere. Som svar kunne de pege på opførsel, sprog, religion, tørklædet, holdning til kvindelige leder, etc. Det interessante er at det eneste område, hvor der bare var nogenlunde tegn på udfordringer, var ’sprog’. Hvad angår tørklædet eller religionen generelt, så var der langtfra problemer.
Sætter vi tørklædet på hylden (eller hovedet) et øjeblik, så har der hos nogen været en tendens til at nævne den medbragte kultur og/eller religion som en barriere for at få indvandrere i beskæftigelse. Et af argumenterne er, at indvandrere fra Mellemøsten og Afrika har en såkaldt ’husmodermentalitet’, hvor kvinden hovedsageligt passer børnene og manden forsørger, derfor vil beskæftigelsen blandt kvinderne eftersigende være lavere.
Realiteten er, at mænd generelt har en højere beskæftigelse end kvinder, og det gælder uanset om man taler om minoriteter eller majoriteten. Men kigger man specifikt på indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, så ser man at beskæftigelsesgabet mellem mænd og kvinder er faldet markant siden starten af 80’erne. I 1981 var gabet mellem mandlige og kvindelige indvandrere på 16,5 pct. point, i 2016 var forskellen reduceret til 7,5. Kigger man på efterkommerne så er beskæftigelsesgabet næsten elimineret, og er en del lavere end gabet hos de etniske danskere.
Individer som mig er dog mere end blot tal, der skal måles og vejes. Vi er følelsesmæssige individer, der på trods af modvind, skal smile, nikke og være taknemmelige over at blive glemt under denne sundhedskrise så vi i nogle øjeblikke kan tale om vejret, maden og sommerhuset uden at blive mistænkeliggjort for at ville indføre sharia i landet.
Når det er sagt så er jeg enig i at der er nogle vaner og tanker, som bør italesættes, og nogle strukturelle handlinger som bør stoppes, så de ikke går i arv. Det er dog vigtigt, at man anerkender, at det ikke er en pligt for muslimer at italesætte disse emner. Det enkelte individs straffeattest skal ikke plettes til med andre folks handlinger. En arbejdsløs kriminel, med udenlandsk baggrund, er lige så dansk som alle andre kriminelle og vi bør som samfund tage ansvar om at løfte vedkommende op, fremfor at skubbe problemet hen på mine skuldre og sige at jeg skal kigge indad.
Argumentet om at nogle af os er ’gode nok’ er et hult argument når loven ikke differentiere imellem os. Kigger man ghettokriterierne igennem ser man at min baggrund er en ulempe for boligselskaberne. Dette gør sig gældende uanset mine handlinger eller holdninger. Man har med andre ord kategoriseret folk fra 156 forskellige lande som ’ikke-vestlige’ og kaldt os en ulempe.
Realiteten er at folk som mig altid vil være en ulempe og en byrde så længe udgangspunktet er assimilation. Taler vi derimod om integration, så vil man få øjnene op for en anden realitet. Så kære debattører, politikere og meningsdannere lad os blive enige om fundament inden vi debattere struktur. Lad os blive enige om målet inden vi debattere metode.
Af Tarek K. Ghanoum, debattør
Artiklen er publiceret i netavisen 180grader