Flere penge til forbedringer, højere straffe og sortering af beboere, men ingen nedrivning af bygninger. Kristeligt Dagblad har spurgt en række eksperter og iagttagere, hvad de ønsker sig af regeringens kommende udspil på området
Martin Løye, politikommissær i Østjyllands Politi:
DER ER VÆRKTØJER NOK til at løse ghettoproblemerne. Men det er svært at sige, at der er én enkel løsning. Det handler om at se på hver enkelt person og at lægge en plan. Der er forskel på, om der er tale om en hardcore kriminel eller en ung person, der er på vej ind i et kriminelt miljø. Vi gør meget i det opsøgende arbejde. Vi opsøger de unge i skolerne og har møder med dem og mødes i klubberne for at lave relationsarbejde. Det virker godt.
På den måde kan vi både bearbejde holdninger og tale om børnenes erfaringer. Men det er et langt, sejt træk. Derudover handler det også om at være konsekvent og synlig. Vi har et lokalpoliti i Aarhus V, og at have det lokale kendskab har stor betydning. De unge får respekt for politiet og for dem, der ellers arbejde derude. Jo tættere man kommer på hinanden, desto bedre bliver dialogen også. Men de skal også se, at der er en konsekvens for de personer, der laver ballade.
Vi ved også, at der er en hård gruppe, som vi ikke kan nå med forebyggelse. Vi må sørge for, at de laver så lidt ballade som muligt. Når man er i området, ved man, hvem man kan lykkes med, og hvem der er i den hårde kerne, hvor der skal en massiv politiindsats til. Men vi kan ikke opfinde nye tiltag og straffe os ud af de problemstillinger, der er. Vi ved, at folk gerne vil have deres ting i fred og gå i fred. Det vil alle. Også i Aarhus V.
Trine Græse (S), borgmester i Gladsaxe Kommune:
GENNEM TIDEN har der været afsat penge til puljer, kommunerne kunne søge fra for at lave ting i boligområderne. Sådan en pulje ville ikke være en dårlig idé, og vi har i hvert fald haft gavn af en lignende pulje før. Uden den ville det være rigtig svært at gennemføre eksempelvis vejledningsindsatser for unge, der skal i gang med en uddannelse. Nu er vi rent faktisk kommet op på kommunegennemsnittet for unges uddannelse i Værebroparken, hvor jeg selv bor, på grund af de tiltag. Det ville kunne betyde en helt anden opsøgende indsats i forhold til børn og unge.
Pengene kan også bruges til fysiske forandringer i boligområderne. Vi har forsøgt at skabe et socialt sammenhold i områderne. Vi har etableret nyttehaver, hvor beboerne kan mødes, og vi har lavet beboerhuse. Det koster også penge. Vi har et sekretariat for social balance, og det koster også penge at ansætte folk. Og det er ikke noget, boligselskaber kan løfte alene, heller ikke kommunerne. Men det virker, selvom det er et langt, sejt træk.
Vi har også det, der kaldes fleksibel udlejning, hvor vi stiller krav til, hvem der må flytte ind. For eksempel kan man kun flytte ind i Værebroparken, hvis man er i arbejde, er studerende eller senior. Der er også indkomstkrav til nye beboere. Problemet er, at det kniber med at fastholde folk. Og kriterierne for fleksibel udlejning er en af de vigtige ting. Vi skal have mulighed for at være skarpe i forhold til, hvem der flytter ind i de områder, hvor balancen er tippet, eller hvor den er på vej til at tippe.
Marlene Madsen Wullf, boligsocial projektleder i Sønderborg Kommune:
VI MANGLER nogle andre strukturelle værktøjer til at skabe en mere nuanceret beboersammensætning.
Det betyder, at det er kommunen, der hæfter for tomgang, hvis vi ønsker at benytte kombineret udlejning (kommunerne kan på den måde afvise at leje ud til visse borgere, red.). Der kunne jeg godt forestille mig en pulje, som man kunne få kompensation fra, hvis der var tomme lejligheder i en periode.
Et andet problem er også, at vi skaber en elevatoreffekt, når vi løfter borgerne i forhold til eksempelvis sundhed og beskæftigelse. Så vælger de meget ofte et andet boligtilbud, og så kommer der nye ind, som ikke er i beskæftigelse. I Sønderborg og i Syddanmark i det hele taget har vi et stort udbud af almene boliger, hvilket betyder, at det er nemt at finde et andet sted at bo uden for de socialt udsatte boligområder, hvor der er ganske få, som ødelægger det for rigtig mange.
Men der er ikke nogen hurtige løsninger.
Vi skal skrue på så mange knapper som muligt, og jeg håber, at vi med regeringens udspil får flere værktøjer. Men vi er også nødt til at tænke på, at boligområderne har set ud, som de gør, i lang tid. Og det vil tage lang tid at ændre forholdene. Det er en supertanker, der skal vendes.
Khaterah Parwani, talskvinde Exitcirklen, der arbejder imod social kontrol:
VI BØR I LANGT HØJERE GRAD end i dag investere i skole-hjem-samarbejdet. Vi ved, at der er problemer med lærere, der ikke tør træde ind i de konflikter, hvor elever møder op med blå mærker, eller lærere med elever som ikke må tage med på lejrtur, fordi forældrene er bange for, at de er sammen med det modsatte køn. For der er stadig store strukturelle problemer, vi skal have gjort op med.
Der er fortsat problemer med vold i hjemmene i de socialt udsatte boligområder. Det gælder både vold imod drenge og piger.
Vi skal især have fokus på, hvordan drenge vokser op med, at vold er i orden. Det er en adfærd, som drengene tager med i skolen og ud i resten af samfundet. Vi skal altså løse nogle store problemer i forhold til, hvilke normer der er gældende i samfundet. Dem skal vi have gjort noget ved. Og det er vigtigt, at det ikke først sker, når de unge er på vej ind i kriminalitet.
Vi mangler også retspraksis på området. Det har vi ikke ret meget af, når det drejer sig om æresrelaterede konflikter. Vi skal være hårdere, når vi ser, at børn oplever den slags. Vi skal altså have bedre lovgivning og hårdere straffe. Når politiet henter et barn, der er offer for social kontrol, glemmer politiet, at der er flere børn og en mor tilbage.
Jens Kvorning, professor ved Kunstakademiets Arkitektskole:
MED BOLIGPOLITIKKEN har vi gennem årene koncentreret de mennesker med færrest penge på få steder. Hvis man har få penge, er de almene boligselskaber en af de eneste muligheder for at få en anstændig bolig. Man har valgt at bygge disse almene boliger som store selvstændige kvarterer, isoleret fra de omkringliggende bydele. Det skyldes store strukturelle og politiske valg, og dem løser man ikke i et enkelt område. Mange forbedringsprojekter har som skjult forudsætning, at der skal ske en spredning af de svageste grupper.
Der er argumenter for, at man bør køre en spredningspolitik i de områder, hvor der er mange problemer. En del forskning tyder på, at det ikke er særligt befordrende at vokse op steder, hvor der ikke er rollemodeller for andet end arbejdsløshed og kriminalitet. Men det bør være klart, hvis det er det mål, der arbejdes med.
Noget andet, man burde se på, er den bymæssige sammenhæng, som områderne ligger i. De ligger ofte som øer, er fysisk afgrænsede og nemme at pege på som ghettoer. Man kan forsøge at skabe en bedre bymæssige integrering ved for eksempel at bygge nyt i kanten af områderne. Andre steder er problemerne måske så tilspidsede, at det kan være nødvendigt at fjerne boliger. Men vi kan ikke bare sige, at der skal rives boliger ned alle steder. Der skal kunne argumenteres for, hvorfor det er løsningen de forskellige steder. Hvis man river ned, kræver det, at man skaffer almene boliger andre steder. Sådan et krav er der i Frankrig. Der kan være en god grund til at tage problemet mere alvorligt, end det er blevet. Det alene at rive ned, er en voldsom forsimpling.
Tarek Ghanoum, debattør:
SKAL VI KOMME problemerne omkring blandt andet parallelsamfund og social kontrol til livs, handler det også om retorikken.
Vi skal forstå, hvad social kontrol er, før vi kan gøre noget ved det. Der er jo social kontrol alle vegne, men vi må definere den negative sociale kontrol og undersøge, i hvilke miljøer der er de største problemer, før vi kan gøre noget ved det. Der er også social kontrol blandt religiøse kristne.
Det er i øvrigt også social kontrol, når en politibetjent stopper dig, fordi du kører for stærkt. Men det er god social kontrol. Når vi har defineret den negative social kontrol, vil første skridt være at anerkende dens eksistens, som ikke sker gennem generaliseringer og oversimplificeringer.
Når anerkendelsen er på plads, vil en optimal håndtering af negativ social kontrol blandt muslimske grupper efter min mening være at lade muslimer rådgive andre muslimer. Dermed kan man have en lidt blødere indgangsvinkel, fordi man bruger folk indefra i stedet for kommunen, der ikke nødvendigvis har kendskab til kulturen og/eller religionen – og som dermed skal vurdere, om noget er ekstremt eller ikke.
For muslimer kan det være lettere at relatere sig til de problemstillinger, som andre muslimer oplever, fordi man selv kender dem. Det betyder også, at man sammen kan finde nogle mindre indgribende metoder, hvor man ikke splitter familien ad, hvis der er konflikter.
